Ryslinge - byen med de to kirker og de tre menigheder.

Når der nu om stunder kommer besøgende til Ryslinge, så forvirres de jævnligt over at være kommet til en by, der er ejendommelig langstrakt. Det gamle Ryslinge er i den ene ende samlet omkring sognekirken og højskolen.
Den yngre del ligger i den anden ende - med Nazarethkirken, med forsamlingshus og friskole, med Rådhus og Idrætshal og med villakvarterer, der efterhånden forbinder de to dele.

Hvorfor ser byen i grunden sådan ud? Ja, det skyldes det åndelige og geografiske opbrud, som først de gudelige bevægelser og siden de folkelige vækkelser var årsag til.

Præsten og politikeren Vilhelm Birkedal.

En række lægmænd, skolefolk og præster var med i dette opbrud på Midtfyn. Men den, der gav udslaget til, at der her i Ryslinge blev skrevet et par væsentlige kapitler i den danske kirkes historie, det var præsten og politikeren Vilhelm Birkedal (1809-1892).

Birkedal kom i 1849 til Ryslinge sognekirke som præst - og fik iøvrigt ingen ringere end Christen Kold som huslærer.
Birkedal var af væsen og udtryk romantiker. Hans form var vækkende samtidig
med at hans forkyndelse i sit indhold var samlet om det lutherske: Guds nåde til det syndige menneske!

Birkedal blev med tiden mere og mere grundtvigsk præget. Hans forkyndelse i Ryslinge sognekirke - og de grundtvigske salmer - tiltrak de gudeligt vakte fra store dele af Fyn.

Birkedal var også aktiv i den kirkepolitiske debat i 1850erne.  For mange grundtvigianere var tidens løsen frie menigheder omkring frie præster!
Denne debat banede bl.a. vej for loven om sognebåndsløsning - vedtaget d. 4. april 1855.

Birkedal var - eller blev - som nævnt også politiker. Han var i foråret 1864 indtrådt i rigsrådets folketing, valgt i Brobyværk-kredsen.
Danmark var i krig med Tyskland.  Birkedal var meget optaget af danskheden - dog uden at være vulgærnationalist.
Dybbøl faldt d. 18. april med tab af ca. 8.000 døde. Da statsrådet skulle forholde sig til  fredsforslaget overlod konseilspræsident D. G. Monrad afgørelsen til kong Christian d. IX  - til trods for at kongemagten blot var konstitutionel...
Kongen forkastede mæglingsforslaget. Krigen blussede op på ny - med tabet af
Sønderjylland til følge.

Birkedals kirkebøn - og afsked.

Birkedal var dybt berørt af forholdene. I denne krise-situation var en levende følelse af danskhed mere nødvendig end nogensinde.
Men var landets konge, Christian d. IX, i besiddelse af en sådan danskhed - opvokset med tysk dannelse som den første konge af den glücksborgske linje?

Birkedal mente nej. Og søndag d. 4. august 1864 bad han i kirkebønnen fra prædikestolen i Ryslinge sognekirke:"Gud skænke kongen et dansk hjerte, om det er muligt!"
Den usædvanlige kirkebøn blev indberettet. Ministeriet ønskede Birkedal afskediget, men der skete ikke mere, da kongen modsatte sig!

Året efter, d. 2. september 1865, holdt Birkedal imidlertid en tale i rigsrådet.
Heri kaldte han ministeriets beslutning og rådgivning til kongen i forbindelse med  fredsslutningen for pjalteri.
Ministeriet burde have rådet kongen til enten at abdicere eller at kæmpe for sønderjyderne og for Danmarks ære.
Reaktionen kom prompte. Den 22. september 1865 blev Birkedal afskediget som
sognepræst i Ryslinge - for majestætsfornærmelse og landsforrædderi!

Præst og menighed - uden kirke og uden retsgrundlag.
Birkedal var nu - sammen med den menighed, der ikke ville slippe ham - stillet i en særdeles vanskelig situation.
Ryslinge-borgere og sognebåndsløsere søgte en mindelig udgang på sagen. De skrev ikke mindre end to talstærke adresser til kongen. Støtte-skrivelserne for Birkedal blev  afleveret af sendemænd, der søgte foretræde for kongen, men måtte nøjes med kabinetssekretæren...
Da fynboerne nævnte muligheden af at danne en fri menighed omkring Birkedal udbrød kabinets-sekretæren:"Åh nej, gør dog for Guds skyld ikke det; det var dog det allerværste, som kunne ske!"

Sendemændene opsøgte siden Birkedal,  der indvilgede i at være med til at danne en fri menighed, hvis det blev nødvendigt.
Birkedal var dog ikke uden betænkeligheder og ledsagede sit tilsagn til sendemændene med ordene:"Lad os nu passe på, lille børn, at hvad vi end gør, vi dog aldrig skal komme til at gøre Vorherre skam!"
 
Præst og menighed bekræftede på ny den indbyrdes samhørighed - og at man ville forsøge at etablere sig som en fri menighed indenfor folkekirkens rammer.
I januar 1866 blev den dygtige indremissionske Johannes Clausen udnævnt til ny sognepræst i Ryslinge - stærkt tilskyndet af de kirkelige myndigheder og som et modtræk mod den grundtvigske bevægelse på Fyn.
 
Birkedal havde da i en periode holdt gudstjeneste i præstegårdsladen og siden på Boltinggård, vest for Ringe.
Men med Johannes Clausens tiltræden som ny sognepræst i Ryslinge var det blevet klart, at hvis samhørigheden mellem Birkedal og menigheden skulle opretholdes, så måtte der bygges egen kirke og præstegård.

Nazarethkirken bygges og indvies.

Grundstenen  til kirken blev nedlagt på Ryslinge Mark d. 18. april - to-årsdagen for slaget ved Dybbøl.
Der var fra begyndelsen tale om et beskedendt byggeri, i folkemunde kaldet "Kapellet på Ryslinge Mark!" Men menighedens medlemmer arbejdede selv med både ved byggeriet og ved tilvejebringelse af materialer - og i deres kreds bar bygningen det mere velklingende navn Nazarethkirken! Dette navn var foranlediget af, at Birkedal knyttede kirken sammen med salmen  I Nazareth i trange kår.
 
Kirken blev indviet onsdag d. 8. august med deltagelse af 16-1700 mennesker. De fleste stod udenfor den lille kirke.
Men indenfor var bl.a. den kendte gårdmand Peder Larsen Skræppenborg(Dons).
Da gudstjenesten skulle til at begynde - rejste han sig og sagde de berømte ord."Slå ruderne ud, jeg betaler!" Og da den klirrende lyd af knust glas havde lagt sig, kunne også folk udenfor kirken være med i gudstjenesten og salmesangen.
 
Det hører med til historien, at Birkedal og hans menighed i gentagne tilfælde blev udsat for de kirkelige myndigheders restriktive adfærd.
Det kom f. eks. til udtryk ved, at en række af de præster, der deltog i indvielsen af Nazarethkirken efterfølgende blev sat skarpt i rette af deres biskopper. Eller da sognepræsten i Ollerup-Kirkeby i december 1866 tog Birkedal og hans familie til alters i Nazarethkirken.

Valgmenighedsloven.

Birkedal og hans menighed ønskede, som nævnt, at være en fri menighed indenfor folkekirkens rammer. Men fra den frie menigheds dannelse i november 1865 og 2 1/2 år frem var der i grunden tale om en forsamling uden et egentligt retsgrundlag.
Der var dog en opblødning på vej.
Og d. 15. maj 1868 blev Valgmenighedsloven - med baggrund i Ryslinge-sagen  - vedtaget som et kabinetsspørgsmål.

Man fik da - med Grundtvigs ord - med eet slag den kirkelige frihed, som mange havde ønsket og kæmpet for i 30 år. Det hører dog med, at loven blev vedtaget under voldsom modstand fra de kirkelige myndigheder, hvor 6 ud af 7 biskopper og hovedparten af præsterne var imod.
Den frie menighed i Ryslinge blev dermed Danmarks første Valgmenighed og blev lovmæssigt anerkendt i slutningen af 1868.
 
Vilhelm Birkedal tog sin afsked i 1885 - som 75 årig. Hans afgang skyldtes naturligvis alder, men også en vis politisk uenighed i forhold til flertallet i menigheden.
Birkedal tilhørte Det nationale Venstre, men var - i modsætning til mange i hans menighed - imod sammenslutningen med Bondevennerne i 1870.

Konsolidering og tilgang.
 
Som Birkedals efterfølger valgte menigheden hans 34 årige kapellan, Karl Povlsen.
Han var menigheden nærmere hvad angår politisk ståsted. Hans teologi og forkyndelse var vel beslægtet med Birkedals, men rent menneskelig var han af en mindre robust natur.
Menigheden var dog i en rolig gænge og i stadig vækst. På grund af menighedens vækst  - men også på grund af Povlsens fysiske skrøbelighed - søgte menigheden hos ministeriet tilladelse til at ansætte en kapellan.

Det blev imødekommet, dog først efter lang tids modstand -  bla. fra den daværende provst Hjorth, der på mange måder så det som sin opgave at lægge gift ud for Ryslinge-menigheden. Han skrev bl.a. sådan til biskoppen:"Man bliver demoraliseret ved at være Valgmenighedspræst. Man faar på et Punkt en kry Mand ligesom Franskmændene, der ere de ypperligste Venner, men dog uden at rødme ere rede til at forføre deres Venners Koner..."

Ryslinge Højskole var allerede i 1866 blevet grundlagt af Birkedals indremissionske efterfølger  som sognepræst, Johannes Clausen.
Men med Karl Povlsens bror, Alfred Povlsen som forstander for Ryslinge Højskole, blev egnen både kirkeligt og folkeligt i udpræget grad en grundtvigsk højborg.
 
Menigheden deles.

Torkild Skat Rørdam blev i 1913 ansat som Karl Povlsens kapellan. Rørdam var søn af Sjællands biskop.
Han var i besiddelse af en umiddelbar hjertelighed, der var meget forskellig fra Karl Povlsens mere reservede gemyt. Rørdam var præget af den liberale teologi, der knyttede troen til, hvad erfaringen og den personlige oplevelse tilsagde den enkelte.
Kristi opstandelse kunne med dette udgangspunkt tolkes som en åndelig oplevelse i disciplenes sind, undergerningerne fik en "naturlig" forklaring og flere af trosbekendelsens led blev draget i tvivl.

Da Karl Povlsen døde i 1918 efterfulgte Rørdam ham som Valgmenighedens præst. Rørdam fremførte sin forkyndelse mundtligt ved gudstjenesten og ved kirkelige møder og gav også udtryk for sine synspunkter på skrift.
Der opstod med tiden en uro og en diskussion, der gav genlyd over hele landet. Der blev holdt debatmøder, der samlede op til 1500 mennesker. Hvor striden i 1860erne førtes imod de centrale kirkelige myndigheders autoritet, blev spørgsmålet i 1920erne om kristendommens indhold - og dermed også om den lokale præsts autoritet.  Det blev dermed naturligvis også til en debat for og imod Rørdam.

Den foreløbige løsning bestod i, at  menigheden delte sig i to - Ryslinge Valgmenighed med Torkild Skat Rørdam som præst og Den grundtvigske Valgmenighed i Ryslinge med Thorvald Knudsen; sidstnævnte kom fra en stilling som forstander for Danebod Højskole. 

Nyt dåbsritual.

Den skitserede løsning var som nævnt netop foreløbig. Rørdam ønskede nemlig få år senere at indføre en ny dåbspraksis, der var i overensstemmelse med hans teologiske udgangspunkt.
Rørdams dåbspraksis gik ud på, at han indledte dåbshandlingen med ordene:"Lad os, hver som vi kan for Guds ansigt, bekende vor tro!"
Derefter fremsagde præsten trosbekendelse og forsagelse efterfulgt af spørgsmålet:"Vil du døbes til, hvad Gud giver i den kristne dåb?"

Rørdam var dog villig til at anvende folkekirkens autoriserede ritual, hvis dåbsbarnets forældre ønskede det.
Han ansøgte ministeriet om tilladelse til at ændre dåbsritualet som anført ovenfor, men gik over til at anvende sit eget ritual inden svaret forelå.

Rørdam blev som følge heraf pr. 5. februar 1925 frataget anerkendelse som valgmenighedspræst, hvorefter flertallet fulgte ham og dannede frimenighed. Der fulgte nu en række turbulente år, hvor de kirkelige myndigheder udsatte Rørdam for en urimelig hårdhændet behandling.
Han blev bl.a. nægtet at låne sognekirkerne til begravelse og drog derfor rundt med sin syvarmede lysestage til forsamlingshusene,  hvorfra han holdt sine begravelser.
Striden om kirkens ejendomsforhold.
 
Der var i Rørdams menighed en gruppe på 140 medlemmer, der ikke ønskede at danne frimenighed. Denne gruppe blev siden optaget i den nuværende Ryslinge Valgmenighed, men den gjorde ved Ryslinge Frimenigheds dannelse krav på ejendomsretten til kirken.
Sagen blev ført frem gennem retssystemet og endte med at Højesteret ved dom af 2. maj 1927 tilkendte Frimenigheden ejendomsretten til kirken.
Der er således stadig to menigheder med hjemsted i Nazarethkirken - Frimenigheden ejer kirken, mens Valgmenigheden har brugsret på lige vilkår - M.N.

Ryslinge Valgmenighed fra 1921.

Som det er fremgået af den fælles historie, så blev Thorvald Knudsen valgmenighedspræst i Ryslinge fra 1921-33.
Menigheden byggede samtidig den nuværende smukke og stilrene præstebolig - på en stor skovgrund, som et medlem skænkede menigheden til formålet.

Thorvald Knudsen blev ved sin død af løst af Carl Hermansen, der var sognepræst i Værum og Ørum ved Langå. Hermansen forlod dog allerede Ryslinge i 1940 for at blive sognepræst og provst i Hjørring - og senere blandt andet kirkeminister i to omgange.
Hans afløser blev J. M. Lundby, der kom fra fra en stilling som sognepræst i Sønder Lem og Ølstrup ved Ringkøbing. Lundby rejste i 1951 og blev afløst af Frederik Nørgård, der var Valgmenighedens præst indtil 1977.

Med Ingrid Kjeldsen fik Ryslinge Valgmenighed i 1978 sin første kvindelige præst. Ingrid Kjeldsen var inden sin ansættelse sognepræst i Sahl og Gullev.
Hun afløstes i 2000 af Michael Nielsen, der kom fra en stilling som valgmenighedspræst og højskolelærer i Vrå.
 
I denne sammenhæng bør også nævnes komponisten Thorvald Aagaard, der igennem 32 år var organist ved Nazarethkirken - og i en lang årrække lærer på Ryslinge Højskole.
Thorvald Aagaard var - sammen med Carl Nielsen, Thomas Laub og Oluf Ring - en drivende kraft i fornyelsen af den folkelige sang i skole og kirke. En del af Thorvald Aagaards melodier er fortsat at finde i melodibøgerne til Højskolesangbogen og Den danske Salmebog.
 
Ryslinge Valgmenighed - idag.

Ryslinge Valgmenighed har en spændende og dramatisk historie.  Men bortset fra de historiske stridigheder der her er omtalt, så har Ryslinge Valgmenighed i udpræget grad været præget af stabilitet og af få personskift.

Selv om der i denne korte oversigt ikke mindst er talt om præster, så er der ingen tvivl om, at det er  menighedens fællesskab og menighedens opbakning, der er det bærende. Det gælder overalt, men måske i særlig grad i en fri menighed. Her er der noget, som det er vanskeligt at sætte navne, datoer og årstal på.

Betragter man medlems-sammensætningen i historisk perspektiv, så kom en stor del formentlig tidligere fra landbrug og beslægtede erhverv - ligesom mange havde baggrund i egnens friskoler.
Dette gør sig i nogen grad stadig gældende. Der er dog idag stor spredning i både erhverv og miljø.

Den almindelige individualisering af livs- og ugerytmen er naturligvis også mærkbar her. Livsanskuelse og tro er på mange måder blevet et valg, der kan tage sig endog meget forskelligt ud.
Men der er heldigvis stadigvæk en levende og engageret menighed - med trofast og  jævnlig ganske stor deltagelse i gudstjenesten.

Mødesalen, opført 1984 - langt hen ad vejen ved frivillig arbejdskraft, danner ramme om mange folkelige og kirkelige tiltag.
Det gælder den indledende konfirmationsundervisning, der har været tilbudt i Ryslinge Valgmenighed siden starten af 1990erne. Det gælder den almindelige konfirmationsundervisning. Det gælder Kirkehøjskolen midt på Fyn - et samarbejde mellem Valgmenigheden og en række sogne, der igennem mere end ti år har afholdt deres møderække i Ryslinge Valgmenigheds Mødesal.

Derudover er Mødesalen i flittig brug ved Valgmenighedens egne arrangementer - kirkekaffe, sangaftner eller den traditionelle kombination af gudstjeneste og foredrag, der ofte kan samle både 80 og 100 deltagere. 

M.N.